For et halvt år siden svigtede mit hjerte, jeg fik en svær hjernerystelse. Jeg er tilbage. Måske stærkere og mere afklaret end nogensinde. Der, på kanten af livet stod alting så tydeligt for mig. Jeg vinker derfor farvel til Lederkommunikation.nu og siger goddag til mit arbejde med smilets kraft.
Min nye bog ”Med smilets kraft – 7 leveregler til et bedre arbejdsliv” er startskuddet. Jeg fortsætter nu alt det arbejde, der ligger i og bag bogen. Fra hjertelige læsere har jeg hørt så dejlige ord. Om at bogen da handler lige så meget om livet som om arbejdslivet. Bogen har fået en fin lektørvurdering, er købt af bibliotekerne og omtalt så flot i flere store medier.
Bogen er et fysisk brudstykke på alt det forarbejde, jeg har lavet gennem flere år. Jeg tror på – bakket op af så mange kilder i min bog – at smilet er dit termometer, din vejviser, din konto i livets bank. Også i arbejdslivet og for din arbejdsplads.
Jeg har taget min egen medicin. Jeg ved, at levereglerne med deres redskaber virker. Levereglerne er så solidt fagligt dokumenteret, også i praksis på arbejdspladser – i min video på YouTube spørger jeg derfor i fuld åbenhed – hvis du er skeptisk: Tør du udfordre mig på fagligheden og lødigheden bag mit arbejde og de 7 leveregler? Så glæder jeg da mig til at høre fra dig 😊.
En amerikansk coach sagde for nylig til mig: “Søren, den måde du har håndteret, de kriser du har mødt i dit liv og kommer så flot igennem – det skal du altså ud at fortælle om. Du kan jo hjælpe andre mennesker”.
De ord har jeg tænkt en del over. For jo, når du har været på dybt vand, i stormvejr, så bliver du altså en bedre kaptajn på dit skib i al slags vejr, det gør du altså. Kan jeg hjælpe og inspirere bare få mennesker og arbejdspladser, vil det da bringe mig så meget mening og glæde.
Derfor dedikerer jeg mig til at fortsætte mit arbejde med smilets kraft. Jeg bygger nye drømme. Jeg designer det arbejdsliv, jeg gerne vil. Alt andet – det er mit liv da for kort til.
Det er ikke muligt at kommentere på denne artikel