LEDERWEB: Her er de 7 leveregler – kort og godt

Fra Lederwebs interview med mig den 20. februar 2025 i anledning af udgivelsen af min bog ”Med smilets kraft – 7 leveregler til et bedre arbejdsliv”. Her en kort beskrivelse af de 7 leveregler – beskrevet i bogen med over 100 faglige kilder og mere end 20 redskaber:

1: Du bliver, hvad du siger

Når vi hele tiden taler om at forebygge stress, sygefravær og mistrivsel, så ender vi med at tænke på det hele tiden. Hvis vi i stedet taler om, hvordan vi skaber en god stemning i hverdagen, så kommer dét til at fylde. Jo mere positivt vi taler, des mere positiv bliver arbejdspladsen – og omvendt. Ros hinanden mere. Sig tak og smil. Bak op, når noget er svært. Gør arbejdspladsen til et rart sted at være. De historier, vi fortæller til os selv og hinanden, ender med at tegne både dit mentale velbefindende – og dagen i morgen. Grundtvig sagde det i 1829: ”Ordet skaber, hvad det nævner”.

2: Gå til angreb på dine negative tanker

Det er naturligt at bære mange negative tanker. Vores hjerne husker bedre negativitet og kritik end ros og anerkendelse. Vi bliver fodret mere med frygt og bekymringer end nogensinde før, fx gennem nyheder og sociale medier. Vi skal passe på, at vi ikke dyrker og lever i for mange negative tanker. Det handler ikke om, at vi skal tænke positivt om noget negativt, men om at vi skal lægge mere mærke til det positive. Der skal faktisk op til fire positive tanker til at opveje en enkelt negativ. Jo mere vi kan fokusere vores gode energier på det, vi selv har kontrol over i dag, jo bedre får vi det mentalt.

3: Se mennesker mere i øjnene

På arbejdspladsen underkender vi tit vores små daglige relationer. Bare det at tale en lille smule med en kollega hver dag kan betyde bedre trivsel. På alt for mange arbejdspladser bliver de arbejdsrelaterede opgaver mellem kollegaer ordnet via sms eller mail. Mange konflikter kan undgås, hvis vi taler mere sammen, og misforståelser, der bliver løst med et smil, kan ændre verden fra helvede til himmel. Vi skal huske, at den personlige kontakt er limen på vores arbejdspladser.

4: Skift humør på to minutter

Undersøgelser viser, at den eneste pause, mange holder i løbet af en arbejdsdag, er frokostpausen. Men på moderne arbejdspladser skifter vores roller og funktioner i løbet af dagen. Derfor er det vigtigt at få sind og hjerte med. At tage et break en gang imellem. Vi skal ikke løbe fra møde til møde. På bare to minutter kan vi skifte fokus og indsigt. Derfor er pauser et simpelt redskab. Du kender det fra timeouts i håndbold, som kan ændre en hel kamp. For mange af os er vores største udfordring at tro på, at vi med så simple redskaber kan gøre så meget for at passe bedre på vores mentale tilstand.

5: Sæt dit hjerte og din krop i kalenderen

Vi holder mange møder om alt muligt, men vi holder sjældent møder med os selv om vores egen trivsel og vores egne prioriteringer. Hvorfor ikke holde et møde med dig selv en gang om ugen om, hvad der egentlig er vigtigst for dig i den kommende uge? Du kan altid flytte en time eller tre til det, du holder mest af og til det, der gavner din egen mentale sundhed og din krop. Mon ikke der altid er et eller andet, du kan udskyde eller prioritere lidt ned? Og tænk så mest muligt på det, du glæder dig til. Få det til at fylde så meget som overhovedet muligt.

6: Undgå digitale fælder

Vi glemmer at kigge op og hopper fra computerskærme til mobiltelefoner. Vi mister koncentration og løser ofte flere opgaver på samme tid – lidt dårligere og hurtigere. Vi skriver flere beskeder til hinanden, end vi taler sammen, og på skrift vokser misforståelserne nemt. Mange oplever sig presset af nye teknologier og digitale systemer. Af dokumentation, kontrol og registrering. Vi skal tale mere åbent om, hvad hele vores nye digitale arbejdsliv betyder. Af godt og skidt. Vi skal turde spørge om hjælp og hjælpe hinanden – og altid huske, at der er mennesker af kød og blod derude bag skærme og systemer.

7: Stop op for rødt lys

Du skal lære de ting at kende, som trigger dig. Det kan både være store og små ting. Hvorfor reagerer vi voldsomt på noget og mindre kraftigt på andet. Vi handler ofte på automatpilot, men vi skal passe på ikke at lande i den røde zone. Vi skal være bevidst om vores relationer, og hvis det hele pludselig går for hurtigt, så skal vi være ekstra opmærksomme. For eksempel når din mailboks begynder at lyse rødt.

Tags

Det er ikke muligt at kommentere på denne artikel